Alfelt og Pedersen i dialog

CHPEA-1052B-300x250.jpg
22-02-2014

 

 

22. februar 2014 - 8. september 2014

 

 

Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts kunstneriske og personlige parløb er et sjældent eksempel på to kunstnere, som på den ene side inspirerede hinanden, og på den anden side udviklede hver deres særlige stil. De mødte hinanden på Den Internationale Højskole i vinteren 1933/34 og dannede par privat og professionelt frem til Else Alfelts død i 1974.

 

I 1934 blev parret gift og fik samme år datteren Vibeke Alfelt (1934-1999), der også blev en anerkendt maler og grafiker. Parret fik endnu en datter, Kari-Nina Pedersen, i 1940.

 

Forårets ophængning af værker fra den faste samling viser eksempler på forskelle og ligheder i Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts kunstproduktion. Parret er normalt kendt som to kunstnere, hvis respektive formsprog slet ikke minder om hinanden. Men udstillingen Alfelt og Pedersen i dialog udpeger forbavsende mange lighedspunkter mellem de to. I akvareller og malerier fra 1930'erne og 40'erne kan det ligefrem være svært at afgøre, om det er Carl-Henning Pedersen eller Else Alfelt, der har ført penslen.

 

Begge kunstneres kompositioner er tydeligvis inspireret af surrealismens forkærlighed for automattegningen. I udstillingen er der, ud over de formmæssige lighedstræk, også eksempler på, hvordan de farvemæssigt har brugt den samme palet.