DAGTILBUD

 

Ifølge Carl-Henning Pedersen var små børn i virkeligheden de største kunstnere:

Hvilken Kraft er der ikke i et lille barn, når det skal lære at gå,
men ikke kan det endnu, når det spytter, når det ler.
Det er den samme Kraft som Kunsten bæres af.
Jo stærkere vitalitet jo stærkere og dybere billeder.

Carl-Henning Pedersen, 1938

 

På Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum er alle børn hjerteligt velkomne!

For børn i dagtilbud vil det måske være deres første tur på et kunstmuseum. Derfor skal der være god tid til, at det enkelte barn kan sanse de store smukke udstillingssale og lade sig fange af de mange farverige, eventyrlige malerier. Børnene skal have lov til at stille spørgsmål og blive nysgerrige på kunsten.

 

Omvisning og workshop i den aktuelle særudstilling 
"Henning og Heerup International"

 

EN LILLE NISSE REJSTE OG FUGLEN FLØJ MED

Tag din børnehavegruppe med på en rejse sammen med nissen og fuglen gennem udstillingen ”Henning og Heerup International” på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum. Kunstformidleren har inden rejsen pakket en kuffert med effekter, der tages frem under rejsen. Effekterne danner sammen med kunsten i udstillingen grundlag for levende fortælling og åben dialog. Rejsen afsluttes med en kreativ workshop, hvor børnene eksperimenterer med at skabe kunst med nissen og fuglen som forbilleder.

 

Rejsen starter allerede hjemme i børnehaven, hvor I modtager et postkort fra nissen og fuglen. Udover at læse postkortet kan I med fordel vælge at arbejde med nogle introaktiviteter inden museumsbesøget. Ligeledes vil I efter besøget kunne fordybe jer yderligere i forløbets temaer igennem kreative aktiviteter. Find inspiration til dette i formidlingskataloget.  

 

Program for museumsbesøget

09.30 – 10.30    Velkomst og rejse gennem udstillingen ”Henning og Heerup International”

10.30 – 11.00    Pause

11.00 – 12.00    Workshop med kreative eksperimenter  

 

Ved kulturbusforløb afhentes I kl. 12.30, hvis ikke I selv har aftalt andet med busselskabet.

Efter workshoppen og frem til afhentning er I velkomne til at opleve museet eller området omkring på egen hånd. I er også velkomne til at spise madpakker i værkstedet. Hvis vejret er godt, anbefaler vi jer at nyde madpakkerne udendørs i den indre Angligård, hvor I finder Carl-Henning Pedersens 1000 m2 store hovedværk ”Fantasiens leg om livets hjul”.                                    

 

 

OBS: Der kan max deltage 20 børnehavebørn pr. forløb!

 

Billederne nedenfor stammer fra en mosaikworkshop.

  
  
Fotos: Ole Jørgensen

 

Priser

Børn har altid fri adgang til museet!

 

Omvisninger og workshops er gratis for dagtilbud i Herning Kommune

Børnehaver i Herning Kommune kan på udvalgte datoer køre gratis
med kommunens kulturbus til og fra museet. Læs mere
her.

 

For dagtilbud uden for Herning Kommune gælder følgende priser:

• Ca. ½ times omvisning: DKK 325

• Ca. ½ times omvisning og efterfølgende workshop: DKK 650

 

Værd at vide

• Vi vil gerne modtage bestillinger med mindst 14 dages varsel

• Vi anbefaler, at dagtilbud kommer i små grupper

• Medbragt mad kan efter aftale nydes på museet

• På museet findes et puslebord på toilettet i kælderen

 

For booking eller spørgsmål kontakt museets formidlingsinspektør
Helle Forbech Hvergel 
chphc@herning.dk
20 70 17 72