Obelisken

 

Obelisken i Birk blev Carl-Henning Pedersens sidste store udsmykningsprojekt i Herning. Han var 88 år gammel, da det store arbejde med at bemale de mere end 400 kakler fandt sted i 2001. Obelisken blev rejst og indviet i 2003, hvor den markerede kunstnerens 90 års fødselsdag.

 

Den 12 meter høje obelisk måler 2 x 2 meter i grundplan og er beliggende midt i rundkørslen i Birk som nærmeste nabo til kunstnerens eget museum. Dens mere end 400 kakler måler hver 50 x 50 cm og har et samlet areal på over 100 m².

 

Arbejdet med at male de mange kakler blev udført hos Henk Trumphie i det keramiske værksted Struktuur 68 i Haag. Værkstedet er ekspert i kunstneriske, keramiske arbejder, og det var tredje gang, Carl-Henning Pedersen brugte stedet til en af sine store udsmykningsopgaver.

 

Inspirationen til obelisken har Carl-Henning Pedersen hentet i Ægypten. Formmæssigt danner værket desuden en fin forbindelse til Carl-Henning Pedersen & Else Alfelt sMuseums cylinder- og pyramideformede bygninger.

 

Obelisken føjer sig endvidere ind i rækken af Carl-Henning Pedersens store keramiske udsmykninger i Birk: Foruden museets dekorationer er det Fantasiens leg om livets hjul fra 1966-69 i den runde Angligård og facaden på Den Danske Eksportskole fra 1990.

 

Bag etableringen af obelisken stod en komité med 5 medlemmer: Folketingsmedlem Helge Sander, byrådsmedlem Johs. Poulsen og direktørerne Steen Hove, Finn Poulsen og Jørgen Marstrand. Komiteen skaffede 2.5 mio kr. til projektet via 50 private sponsorer.