En introduktion til Else Alfelt (1910-1974)

 

Ligesom Carl-Henning Pedersen hører Else Alfelt til i gruppen af eksperimenterende pionérkunstnere, som fra 1930’erne og frem satte den abstrakte kunst på programmet i Danmark.

Else Kirsten Tove Alfelt blev født den 16. september 1910 i København som datter af bankfuldmægtig Carl Valdemar Alfelt og Edith Thomsen. Da Else var 7, blev forældrene skilt og Else anbragt på børnehjem, hvor hun opholdt sig indtil sit 15. år. I en alder af 12 gjorde hun sig her sine første erfaringer som maler, idet hun malede portrætter af bl.a. børn og ansatte på børnehjemmet med en malerkasse, hun var blevet foræret af sin tante.

Efter de otte år på børnehjem tilbragte Else Alfelt to år med at uddanne sig på Teknisk Skole, mens hun vedligeholdt maleriet. En ansøgning om optagelse på Kunstakademiet resulterede i afslag, og det gjorde det også, da Else i 1929 for første gang sendte billeder ind til Kunstnernes Efterårsudstilling. Først i 1936 lykkedes det hende at få malerier accepteret på udstillingen, nemlig i form af to naturalistiske portrætter.

Mødet med Carl-Henning Pedersen på Den internationale højskole i 1933 blev skelsættende både privat og kunstnerisk. De giftede sig allerede året efter, hvor også datteren Vibeke Alfelt kom til verden. Familiens fjerde medlem, Kari-Nina Pedersen, blev født seks år senere, i 1940.

 


Else Alfelt og Carl-Henning Pedersen.

 

Mødet med Carl-Henning Pedersen blev starten på ikke blot et varmt kærlighedsforhold, der varede lige indtil Elses død i 1974, men også et frugtbart kunstnerisk samarbejde. Else tilskyndte Carl-Henning til at blive maler. Hans første værker er tydeligt inspireret af surrealismens og kubismens ideer, og også Else forsøgte sig nu med abstrakte malerier og akvareller imellem de naturalistiske, som for størstedelens vedkommende efterfølgende blev malet over. Pengene – og dermed materialerne – var knappe i de tidlige år, så også rullegardiner og tapet fandt anvendelse.  

Else Alfelt var – ligesom Carl-Henning Pedersen og store dele af 1930’ernes intelligentsia – i sine politiske holdninger stærkt påvirket af årtiets sociale fattigdom samt nazismens fremvækst. Mange af periodens kunstnere var optaget af det abstrakte formsprogs revolutionære potentiale, således også Else, der for Det revolutionære teater bl.a. udarbejdede dekorationer til et teaterstykke af Bertolt Brecht.

I midten af 1930’erne mødte hun og Carl-Henning maleren Egill Jacobsen ved en antikrigsdemonstration. Gennem ham introduceredes de for en kreds af eksperimenterende kunstnere - bl.a. Richard Mortensen, Henry Heerup, Asger Jorn, Erik Thommesen og Sonja Ferlov - der arbejder med det abstrakte maleri. 
 

 


Else Alfelt blandt sine malerier.

 

Det blev startskuddet til Else Alfelts deltagelse igennem de følgende årtier i en lang række banebrydende kunstnersammenslutninger, der hver for sig satte deres uudslettelige præg på kunsthistorien. Hun var med overalt i den kunstneriske avantgarde – i udstillings- og kunstnersammenslutningerne Linien (1934-39), Høst (1932-49), Skandinaverne og Helhesten (1941-44), som blev forløber for den internationale CoBrA-bevægelse sidst i 1940’erne.

CoBrAs store gennembrud kom med udstillingen ”Internationale Expositie van Experimentele Kunst” i Amsterdam 1949. Else deltog engageret i det internationale samarbejde, som blev drevet af lysten til kollektive eksperimenter og spontan udfoldelse. Med årene blev forskellene på Elses ”kalkulerede spontanitet” og CoBrA-kunstnernes mere frie tilgang dog tydelige, og hun lagde i nogen grad afstand til gruppen.

I forbindelse med rejser til Lapland, Norge og Island malede Else Alfelt i årene 1945-48 en serie af luftige og farverige akvareller under indtryk af den storslåede natur. Som den første abstrakte kunstner herhjemme modtog hun i 1951 Ny Carlsbergfondets rejsestipendium, Romerstipendiet. I 1950’erne og 1960’erne udlevede hun sin barndoms udlængsel og foretog en lang række rejser til bl.a. Norge, Grækenland, Frankrig, Italien, Lapland, Tyrkiet, Tunis, Schweiz, Finland, USA og Spanien. Ofte søgte hun målbevidst de store bjerge, først og fremmest Alperne og Dolomitterne.

Fra ophold i Italien medbragte hun en fascination af den såkaldte Ravenna-teknik, som er anvendt i nogle af landets mest storslåede mosaikker. Skelsættende blev også, at Else Alfelt i 1961 modtog Tagea Brandts Rejselegat, som hun i 1967 brugte på en rejse til Japan. Elses japanske inspiration blev ikke mindst åbenlys med udstillingen Stenlygternes land i 1968, hvor hun i udstillingssalen indrettede en zen-have, der skulle hensætte gæsterne i en meditativ stemning.

 


Havet og Bjærget, 1951

 

CoBrAs voksende indflydelse op gennem 1960’erne resulterede for Else i et antal offentlige bestillingsopgaver. Som eksempler på sidstnævnte kan nævnes hendes kunstneriske dekorationer til Rungsted Kommuneskole, Langeliniepavillonen samt den ambitiøse mosaik Kloder i gyldent rum til Th. Langs Skoler i Silkeborg. 

Ligesom Carl-Henning Pedersens fugle, eventyrslotte og skibe, er også Else Alfelts motivverden fra begyndelsen karakteriseret ved faste bestanddele. Symboler som bjerge, kosmiske himmellegemer og ikke mindst månen udfylder hendes lærreder igen og igen. Naturen er nærværende, først og fremmest som idé og først derefter som fysisk forekomst. Else Alfelts kunst udfolder sig ofte i spændingsfeltet imellem den konkrete og abstrakte natur. Det enkelte bjerg transcenderer den sanselige natur og peger som et tegn mod himlen, kosmos og evigheden – som i hovedværket Spidser, der rækker mod himlen. Man mærker mysticismen i Else Alfelts barndomserindring om månen: 

”… Naar det var fuldmaane stod jeg op og gik ud for at læse ved dens lys, eller blot for at bade mig i dens hvide skær, se min egen skygge i natten. Min maanekult er stadig meget levende for mig. […] Maanen har skabt nogle af mine mest betagende oplevelser.”

I 1960’erne nedtonedes det naturalistiske indhold i Else Alfelts billeder endnu mere. Motiverne opløstes i krystallinske bevægelser, spiraler, ornamenter og rene farvekompositioner som den store serie Universets blomst på 22 malerier. Med sen-60’ernes hypnotiserende, koloristiske eksperimenter lagde Else Alfelts billeder først og fremmest op til fordybelse og meditation snarere end den provokation, som var fremherskende i meget andet af samtidens moderne kunst.

I 1973 hædredes Else Alfelt med Thorvaldsen Medaillen. Året efter døede hun efter at være faldet om på gaden, kun 63 år gammel. I kataloget til mindeudstillingen, som arrangeredes af De Frie Kunstnere i Galerie Birch i København, kan man bl.a. læse Carl-Hennings afskedsdigt til sin afdøde hustru:

"Dér hvor vejen fører hen
fra solen åbner dagen
og månen lukker inde
den bevægelse den ligger henover
alt og som forgylder vore dage
og gør vore nætter lykkelige..."

 


Universets blomst nr. 20, 1966.