The Eye in the Mask - en del af Socle du Monde og Aarhus 2017

front.gif
13-03-2017

22. april - 27. august 2017




MASKEN SOM IDENTITETSSKABER

The Eye in the Mask rummer en række etnografiske masker, der går i dialog med maskemotiver, som de er udtrykt i kunsten fra 1940erne og frem til i dag. Dette eksemplificeret gennem værker af de to danske Cobra-kunstnere Carl-Henning Pedersen og Asger Jorn, den afrikanske Cobra-kunstner Ernest Mancoba samt flere internationale samtidskunstnere: Romuald Hazoumé (Benin), Shen Yuan (Kina), Charles Fréger (FR) og Antony Gormley (GB). The Eye in the Mask er en udstilling på 2000 kvm, og udstillingen fylder hele Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum samt det omkringliggende miljø.

 

Masken er et redskab, der gør det muligt at skifte identitet. Ved at tildække ansigtet kan man blive en anden, undslippe menneskets vilkår, udskifte det legemlige hylster og iklæde sig et guddommeligt eller dyrisk væsens ham. Masken giver styrke, magt og egenskaber, der langt overgår dem, som almindelige dødelige besidder. Eftersom masken normalt er udskåret i træ, udgør den det sidste eksisterende levn af en dragt, der kendetegnes ved, at den ikke lader en eneste plet af bærerens hud synlig. Den dansende skikkelse er en skabning for sig, der lever foran tilskuerne. Den optrædende er kun et instrument, et slags befordringsmiddel benyttet af et fremmed væsen, der er vakt midlertidigt til live. Kun dets øje er undertiden synligt, og når det skjuler sig bag en lille sprække, er maskens øje, dette tredje øje, særligt udtryksfuldt.

 

Socle du Monde Biennale 2017

Udstillingen eksperimenterer med masken i forskellige former og forskellige tider. I tråd med temaet for Socle du Monde 2017; ”at vende verden på hovedet”, udfordrer The Eye in the Mask identitetsdannelser i fortid og nutid.

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum er i 2017 medarrangør af den 7. kunstbiennale Socle du Monde. Museets bidrag til biennalen er udstillingen The Eye in the Mask, med den internationale kurator Jean-Hubert Martin i spidsen. Temaet er identitet og udstillingen præsenterer en interkulturel sammensætning af kunst- og kulturhistoriske masker. Omdrejningspunkt er masken, identiteten og øjet-i-masken som bindeleddet mellem de to.

Udstillingen bygges op omkring en af Jean-Hubert Martins berømte iscenesættelser. En større række masker vises fra forskellige kulturer og epoker som eksempler på den vedvarende skabelse af en mangfoldighed af ansigtsformer. Maskerne vil blive iscenesat som et show, hvor en vekslende belysning får dem til at bryde frem fra mørket.
 

Læs mere om Socle du Monde

Udstillingen er blevet til med støtte fra Aarhus Europæisk Kulturby 2017.