En introduktion til Else Alfelt (1910-1974)

 

Ligesom Carl-Henning Pedersen hører Else Alfelt til i gruppen af eksperimenterende pionerkunstnere, som fra 1930’erne og frem satte den abstrakte kunst på programmet i Danmark.

Else Kirsten Tove Alfelt blev født den 16. september 1910 i Kbh. som datter af bankfuldmægtig Carl Valdemar Alfelt og Edith Thomsen. Da Else var 7, blev forældrene skilt, og Else anbragt på børnehjem, hvor hun opholdt sig indtil sit 15. år. I en alder af 12 gjorde hun sig her sine første erfaringer som maler, idet hun malede portrætter af bl.a. børn og ansatte på børnehjemmet med en malerkasse, hun var blevet foræret af sin tante.

Efter de otte år på børnehjem tilbragte Else Alfelt to år med at uddanne sig på Teknisk Skole, mens hun vedligeholdt maleriet. En ansøgning om optagelse på Kunstakademiet resulterede i afslag, og det gjorde det også, da Else i 1929 for første gang sendte billeder ind til Kunstnernes Efterårsudstilling. Først i 1936 lykkes det hende at få malerier accepteret på udstillingen, nemlig i form af to naturalistiske portrætter.

Mødet med Carl-Henning Pedersen på Den internationale højskole i 1933 bliver skelsættende både privat og kunstnerisk. De gifter sig allerede året efter, hvor også datteren Vibeke Alfelt kommer til verden. Familiens fjerde medlem, Kari-Nina Pedersen, fødes seks år senere, i 1940.

 


Else Alfelt og Carl-Henning Pedersen.

 

Mødet med Carl-Henning bliver starten på ikke blot et varmt kærlighedsforhold, der skal vare lige indtil Elses død i 1974, men også et frugtbart kunstnerisk samarbejde. Else tilskynder Carl-Henning til at blive maler; hans første værker er tydeligt inspireret af surrealismens og kubismens ideer, og også Else forsøger sig nu med abstrakte malerier og akvareller imellem de naturalistiske, som for størstedelens vedkommende efterfølgende er blevet malet over. Pengene – og dermed materialerne – var knappe i de tidlige år, så også rullegardiner og tapet fandt anvendelse.  

Else Alfelt var – ligesom Carl-Henning Pedersen og store dele af 1930’ernes intelligentsia – i sine politiske holdninger stærkt påvirket af årtiets sociale fattigdom samt nazismens fremvækst. Mange af periodens kunstnere var optaget af det abstrakte formsprogs revolutionære potentiale, således også Else, der for Det revolutionære teater bl.a. udarbejdede dekorationer til et teaterstykke af Brecht.

I midten af 1930’erne møder hun sammen med Carl-Henning maleren Egill Jacobsen ved en antikrigsdemonstration. Gennem ham introduceres de for en kreds af eksperimenterende kunstnere – bl.a. Richard Mortensen, Henry Heerup, Asger Jorn, Erik Thommesen og Sonja Ferlov - der arbejder med det abstrakte maleri. 
 

 


Else Alfelt blandt sine malerier.

 

Det bliver startskuddet til Else Alfelts deltagelse gennem de følgende årtier i en lang række af banebrydende kunstnersammenslutninger, der hver for sig sætter deres uudslettelige præg på kunsthistorien. Hun er med overalt i den kunstneriske avantgarde – i udstillings- og kunstnersammenslutningerne Linien (1934-39), Høst (1932-49), Skandinaverne og Helhesten (1941-44), som bliver forløber for den internationale CoBrA-bevægelse sidst i 40’erne.

CoBrAs store gennembrud kommer med udstillingen ”Internationale Expositie van Experimentele Kunst” i Amsterdam 1949. Else deltager engageret i det internationale samarbejde, som drives af lysten til kollektive eksperimenter og spontan udfoldelse. Med årene bliver forskellene på Elses ”kalkulerede spontanitet” og CoBrA-kunstnernes mere frie tilgang dog tydelige, og hun lægger i nogen grad afstand til gruppen.

I forbindelse med rejser til Lapland, Norge og Island maler Else i årene 1945-48 en serie af luftige og farverige akvareller under indtryk af den storslåede natur. Som den første abstrakte kunstner herhjemme modtager hun i 1951 Ny Carlsbergfondets rejsestipendium, Romerstipendiet. I 1950’erne og 1960’erne udlever hun sin barndoms udlængsel og foretager en lang række rejser til bl.a. Norge, Grækenland, Frankrig, Italien, Lapland, Tyrkiet, Tunis, Schweiz, Finland, USA og Spanien. Ofte søger hun målbevidst de store bjerge, først og fremmest Alperne og Dolomitterne.

Fra ophold i Italien medbringer hun en fascination af den såkaldte Ravenna-teknik, som er anvendt i nogle af landets mest storslåede mosaikker. Skelsættende bliver også, at Else i 1961 modtager Tage Brandts rejselegat, som hun i 1967 bruger på en rejse til Japan. Elses japanske inspiration bliver ikke mindst åbenbar med hendes udstilling Stenlygternes land i 1968, hvor hun i udstillingssalen indretter en zen-have, der skal hensætte gæsterne i en meditativ stemning.

 


Havet og Bjærget, 1951

 

CoBrAs voksende indflydelse op gennem 60’erne resulterer for Else i et antal offentlige bestillingsopgaver. Som eksempler på sidstnævnte kan nævnes hendes kunstneriske dekorationer til Rungsted Kommuneskole, Langelinie-pavillonen samt den ambitiøse mosaik Kloder i gyldent rum til Th. Langs Skoler i Silkeborg. 

Ligesom Carl-Henning Pedersen har fuglene, eventyrslottene og skibene, er også Else Alfelts motivverden fra begyndelsen karakteriseret ved faste bestanddele. Symboler som bjerge, kosmiske himmellegemer og ikke mindst månen udfylder hendes lærreder igen og igen. Naturen er nærværende, først og fremmest som idé og først derefter som fysisk forekomst. Else Alfelts kunst udfolder sig ofte i spændingsfeltet imellem den konkrete og abstrakte natur. Det enkelte bjerg transcenderer den sanselige natur og peger som et tegn mod himlen, kosmos og evigheden – som i hovedværket Spidser, der rækker mod himlen. Man mærker mysticismen i Else Alfelts barndomserindring om månen: 

”… Naar det var fuldmaane stod jeg op og gik ud for at læse ved dens lys, eller blot for at bade mig i dens hvide skær, se min egen skygge i natten. Min maanekult er stadig meget levende for mig. […] Maanen har skabt nogle af mine mest betagende oplevelser.”

I 1960’erne nedtones det naturalistiske indhold i Else Alfelts billeder endnu mere. Motiverne opløses i krystallinske bevægelser, spiraler, ornamenter og rene farvekompositioner som den store serie Universets blomst på 22 malerier. Med sen-60’ernes hypnotiserende, koloristiske eksperimenter lægger Else Alfelts billeder først og fremmest op til fordybelse og meditation snarere end den provokation, som er fremherskende i megen anden moderne kunst.

I 1973 tildeles Else Alfelt Akademiets Thorvaldsen-medalje. Året efter dør hun efter at være faldet om på gaden, kun 63 år gammel. I kataloget til mindeudstillingen, som arrangeres af De Frie Kunstnere i Galerie Birch i København, kan man bl.a. læse Carl-Hennings afskedsdigt til sin afdøde hustru.

 


Universets blomst nr. 20, 1966.