Ribe Domkirke

 

I begyndelsen af 1980'erne blev Carl-Henning Pedersen udpeget af Statens Kunstfond til at udsmykke Ribe Domkirke, en af Danmarks ældste og smukkeste kirker.

Det skulle vise sig at være et kontroversielt valg. At kombinere det moderne, ekspressionistiske maleri med ”Det ædleste kirkerum fra Romansk tid” fandt man i sig selv problematisk, og at pege på en kunstner som Carl-Henning Pedersen, der ikke var troende i traditionel forstand, gjorde ikke forargelsen mindre.

 


Foto: Sidsel Ramson

 

Debatten blev indledt i juni måned 1982, hvor de første indlæg blev trykt i Politiken, og protesterne fortsatte sommeren over med argumenter for og imod, at Carl-Henning Pedersens kunst skulle beklæde kirkens vægge - oven i købet den helligste del af kirken, koret og apsis. Efterhånden fik de positive udsagn overtaget, og i 1983 påbegyndte Carl-Henning Pedersen det 5 år lange arbejde med kalkmalerier, mosaikker og glasmalerier til Ribe Domkirke.

 

Carl-Henning Pedersen efterlod sig ved sin død i 2007 en dagbog fra tiden i Ribe, hvori han har nedskrevet en lang række tanker, inspirationer, teknikker og bekymringer forbundet med at gå til opgaven. "Kirkemaler bliver jeg aldrig" lyder det på de første sider, men det er en tydelig inspireret Carl-Henning Pedersen, der efterfølgende fortæller om en af de stærkeste oplevelser under arbejdet med kalkmalerierne:

 

"Dér stod jeg altså, øverst oppe, bøjede hovedet bagud, så ud i kirkens rum, følte mig som under himlens store hvælv, - og følte mig måske lidt fortabt. Da satte orglet pludselig ind, organisten spillede, og det var som penslen i min hånd føltes let, og jeg gav mig til at tegne, - en fri komposition, - som jeg foretrækker at kalde 'Omkring tilværelsens mysterium'".

 

Carl-Henning Pedersen havde forinden lavet mere end 100 skitser til kirkerummet, men som det fremgår af citatet, var det først under selve udførelsen, at udsmykningen fandt sin endelige form.

 


Foto: Finn Roosted