En introduktion til Carl-Henning Pedersen (1913-2007)

 

Carl-Henning Pedersen er ikke uden grund blevet karakteriseret som eventyrets maler. Hans billedverden befolkes af væsener, der synes at være af en anden verden - magiske og fortryllende. De svævende figurer og den blå farveskala er hans varemærker, og det karakteristiske, ekspressive, fabulerende og poetiske billedsprog er kendt og elsket af et stort publikum. Det er ganske vist rundet af det moderne, abstrakte maleri - men ingenlunde forestillingsløst. Hans billedverden er fra første færd karakteriseret ved tilbagevendende figurer, som sammensættes i stadig nye konstellationer: fugle, sole, heste og skibe.

 

Carl-Henning Pedersen blev født i 1913 i København. Hans familie tilhørte arbejderklassen, og Carl-Henning Pedersen voksede op med et stærkt politisk engagement. Som ung drømte han om at blive komponist eller arkitekt, men et ophold på Den Internationale Højskole i 1933 fik imidlertid afgørende betydning for hans fremtid. Her mødte han Else Alfelt (1910-1974), som introducerede ham til malerkunsten. Parret blev gift året efter, og i 1936 debuterede de begge på Kunstnernes Efterårsudstilling i København.

 

Carl-Henning Pedersen indtager sin plads i de grupperinger, der i årene før anden verdenskrig lancerede den moderne, abstrakte kunst i Danmark. Han deltog aktivt i Liniens aktiviteter - en sammenslutning af kunstnere, der i årene 1934-39 udgav et toneangivende kunsttidsskrift og præsenterede den abstrakte malerkunst på en række udstillinger. Da Linien opløstes, meldte han sig i 1942 i Høstudstillingens rækker. Under anden verdenskrig bidrog han med en række artikler og tegninger til tidsskriftet Helhesten.

 

Carl-Henning Pedersen var også med, da den legendariske CoBrA-bevægelse blev dannet i 1948. Her fandt han ligesindede kunstnere, der delte hans ideer om en kunst baseret på frihed, fantasi og spontanitet. Carl-Henning Pedersens udstillingsaktiviteter tog til op igennem 1950'erne. Han modtog Eckersberg Medaljen i 1950 og Guggenheimprisen i 1958. Det internationale gennembrud kom i 1962, hvor han var Danmarks officielle repræsentant på Biennalen i Venedig.

 

Året efter hædredes han med Thorvaldsens Medalje. Med udsmykningsopgaver i 1960'erne og -70'erne markerede Carl-Henning Pedersen yderligere sin position som en af Danmarks store kunstnere med en række monumentale udsmykningsopgaver for H.C. Ørsted Instituttet (1959-64), Angligården (1966-68), John F. Kennedy-skolen i Gladsaxe (1974) og Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum (1975 og 1992).

 

I 1983 påtog Carl-Henning Pedersen sig, på opfordring af Statens Kunstfond, udsmykningen af Ribe Domkirke. Han valgte et udsmykningsprogram, der omfattede mosaikker, glasmosaikker og kalkmalerier, og han gengav de bibelske fortællinger i sin egen meget personlige tolkning, der skabte stor debat i de trykte medier.

 

Carl-Henning Pedersen har internationalt markeret sig med en række fornemme udstillinger på kunstmuseer og gallerier verden over, og han er repræsenteret på nogle af de største museer. Gennem årene har der ofte været bud efter ham, og der er konstant udstillinger i ind- og udland med hans værker. Kombineret med en imponerede rejseaktivitet efterlader det indtrykket af en kunstner, for hvem det var vigtigt at suge indtryk til sig for også at kunne udtrykke sig. En kunstner, der var i konstant bevægelse, og som, så snart værket var skabt, måtte dele det med andre. Her finder man også forklaringen på, at han gennem årene gavmildt har doneret et stort antal værker - ikke blot til museet i Herning, men også til andre kunstmuseer i ind- og udland.

 

Indtil Else Alfelts død i 1974 levede parret tæt sammen i et inspirerende livs- og arbejdsfællesskab. Elses død betød ikke blot et farvel til Carl-Henning Pedersens elskede livsledsager, men også til hans nærmeste kritiker og arbejdskollega igennem 40 år. I 1975 mødte han under et ophold i Jerusalem den norske kunstner Sidsel Ramson. Få år efter giftede de sig, og mødet med Sidsel Ramson markerede et vendepunkt i hans liv, der også fik kunstnerisk betydning. Malerierne er i kunstnerens modne år blevet stadig friere og mere glødende i farven.

 

Parrets faste base var igennem mange år deres landsted i Molesmes, Frankrig og i de senere år også bopælen på Frederiksberg. Her befandt kunstneren sig i sit rette element, tæt på himmelhvælvet og magien, som beskrevet i Carl-Henning Pedersen: Himlens port (1985):

 

"Jeg maler måske ikke landskaber, men så himlen. Og for at gøre det, må man opholde sig under himlen, følge himlens skiftende lys, føle det magiske ved at opholde sig på denne jordklode under himlen, og lade sin fantasi udfolde sig i himmelrummet, - hvor skulle ellers "Den blå fugl" flyve eller "Den vingede hest"?"