Museets tilblivelse

 

 

Allerede i 1943 mente Carl-Henning Pedersen, at kunstnerens frihed er i fare, hvis han eller hun må male for ”den brede smag”. Ideelt skulle samfundet overtage kunstnernes produktion og til gengæld give dem noget at leve for. Han så for sig moderne kunstbiblioteker, hvor malerierne kunne give glæde til så mange borgere som muligt.

 

International anerkendelse i 1960’erne ændrede ikke på hans movilje mod at sælge. I 1965 afviste han at sælge til Statens Kunstfond og begyndte i stedet at pleje tanken om et egentligt ”énmandsmuseum”. 

 

Startskuddet til de forhandlinger, der kulminerede i åbningen af museet i Birk, blev givet med et interview i Berlingske Tidendes påskenummer 1966. Ved siden af interviewet viste et billede ”Tut Ankh Amons skatkammer i 66-udgave”. Carl-Henning Pedersen stod omringet af i hundredevis af stablede malerier på Carlsbergs loft. 

 

Tut Ankh Amons skatkammer.

 

Sensationelt foreslog Carl-Henning Pedersen at skænke staten hele hans produktion fra 1936 og frem - en gave på en anslået værdi til mellem 20 og 50 millioner kroner - mod, at den til gengæld fandt en passende bygning til dem. Han ville endda supplere samlingen op med nye billeder år efter år. 

 

Forslaget blev positivt modtaget af kulturministeren, som undersøgte mulighederne for at placere en bygning i Carl-Henning Pedersens fødeby, København. Ved høringen var der bekymring over, hvorvidt et énmandsmuseum ville skabe præcedens. Med Carl-Henning Pedersens ord frygtede man, at ”dårlige kunstnere kunne komme rendende” med tilsvarende krav, men bekymringen gjaldt ikke kun de dårlige kunstnere. Som kunsthandleren R. Sixtus Thomsen bemærkede i Politiken, marts 1969, kunne også ”… andre gode kunstnere […] få lyst til at skabe sig et monument i form af et museum, og hvad så?”

 

Planerne om museumsbyggeri fortsatte dog København. I Utterslev Mose var der plads til en kunstpavillon i japansk stil, hvor Carl-Henning Pedersens samling kunne udstilles i den inderste sal, ikke for sig selv men sammen med anden moderne kunst. Andre byer meldte sig imens på banen. Holbæk og Hjørring var muligheder – ligeledes Asger Jorn og Jørn Utzons nye museum i Silkeborg. I Århus gav den berømte arkitekt og professor C.F. Møller sine studerende som afgangsopgave at tegne ”et museum til maleren Carl-Henning Pedersen”, beliggende på et fiktivt område syd for Århus - og det blev C.F. Møller og sønnen Mads Møller, der endte med at tegne museet ud fra Carl-Henning Pedersens specifikationer.  

 

I Herning foreslog borgmester Jens Mathiasen at bruge den gamle herregårdsbygning i Herningsholm som museum. Carl-Henning Pedersen havde i forvejen en særlig relation til Herning via skjortefabrikanten Aage Damgaard, som havde ansat ham til at udsmykke muren ved Angligården. ”Muren i Herning” afgjorde i sidste ende, hvor museet skulle ligge. 

 

Museumsbyggeriet på Birk-arealerne i udkanten af Herning kunne begynde efter en lang og kompleks proces, der havde varet siden 1966. Carl-Henning Pedersens drøm blev omsider en realitet den 13. september 1976, hvor museet i Birk for første gang slog dørene op for offentligheden. Og dét til både Carl-Hennings og kunstnerhustruen Else Alfelts malerier. 

 

”Det er huset i Herning, man er mest spændt på at se. Indfatningen af eller rammen om Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts samlinger er det helt nye, og man ved jo på forhånd, at det er mere end et gement bygningsværk, en arkitektonisk præstation, man skal betragte. Det er et hus, som er blevet til et stort, rundt maleri”. 

(Pierre Lübecker om åbningen i Politiken)

 

Siden har Carl-Henning Pedersen sat sit præg på Herning ved flere lejligheder. I 1993 fik den runde museumsbygning selskab af en pyramideformet bjergtinde ”som symbol for Else Alfelt, Bjergenes og lysets malerinde”, skrev formanden for byggeudvalget. C.F. Møllers Tegnestue sikrede endnu engang æstetisk og tematisk kontinuitet imellem bygningerne og landskabet. 

 

I 2003 blev pyramiden fulgt op af et udråbstegn, da en obelisk med keramisk udsmykning af Carl-Henning Pedersen blev rejst i midten af rundkørslen tæt ved museet. Tilsammen står de tre former – cirklen, trekanten og linjen – som eventyrlige manifestationer af det, der var Carl-Henning Pedersens og Aage Damgaards grundtanke, nemlig kunstens berigelse af hvedagen.