Svend Wiig Hansen – GIGANT

Svend-Wiig-Hansen.jpg
06-09-2014

 

6. september 2014 - 11. januar 2015

 

 


"Ærlig kunst er altid et selvportræt".

(Svend Wiig Hansen, 1958)


 

Svend Wiig Hansen - GIGANT er, sammen med udstillingskataloget, resultatet af et samarbejde imellem tre jyske museer - Kunstmuseet Brundlund Slot ved Aabenraa, HEART og CHPEA - der med tre separate udstillinger fører publikum af forskellige veje ind i Svend Wiig Hansens univers. 

 

Den sønderjyske kunstner Svend Wiig Hansen (1922-1997) er en hovedfigur i den danske kunsthistorie, hvis værk er fyldt med skaberkraft, volumen og utæmmet, legende energi. Udstillingstitlen GIGANT hentyder både til udstillingens monumentale omfang og til kunstnerens gigantiske personlighed.

 

Udstillingen på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum stiller skarpt på selvportrættet i Svend Wiig Hansens kunst, som det kom til udtryk i gouacher, tegninger, grafik og mindre skulpturer. Der er tale om den hidtil største samling af Svend Wiig Hansens portrætter. 

 

På én gang tegner de mange ansigter et stærkt personligt portræt af Svend Wiig Hansen og kan ses som kunstnerens fortolkninger af den almenmenneskelige tilstand. Særligt fra 1960’erne og frem bliver maskerne og portrtætterne til i en nærmest manisk strøm fra kunstnerens hånd, stadig mere vanskelige at adskille fra giganten selv.

 

 


UDSTILLINGEN ER STØTTET AF: A. P. Møller og Hustru Chastine Mærsk Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond og Museum Sønderjyllands Forskningsfond.