15. oktober 2011 – 22. april 2012
”Man kan sige smukke ting om Moder Jord, alt gror, alt blomstrer, det er den vi lever af […] Alligevel er det som om ulykken gror nede i jorden, hvorimod lykken, den finder man som noget luftigt oppe i sfærerne. Ja, imod Himlen, det passer mig fint..."
(Carl-Henning Pedersen)
"Jeg blev også forelsket - i lyset. Jeg blev maaneskudt. Naar det var fuldmaane stod jeg op og gik ud for at læse ved dens lys, eller blot for at bade mig i dens hvide skær, se min egen skygge i natten. Maanen har skabt nogle af mine mest betagende oplevelser."
(Else Alfelt)
Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt deler med andre af mellemkrigstidens kunstnere en fælles interesse for himmelrummet, specifikt for solen og månen. Carl-Henning Pedersens sole og Else Alfelts måner befolker således første gang lærrederne tidligt i 1940’erne og er trofaste elementer i deres billedkunst igennem hele livet.
Udstillingen Stjernedrys – Kosmiske motiver i Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts kunst er museets bidrag til udstillingsprojektet Himmelgåder – kosmiske motiver i dansk kunst 1770-2010, som er tilrettelagt af Fyns og Fuglsangs Kunstmuseum. Sammen med parallelle udstillinger på flere danske museer sætter projektet fokus på de danske billedkunstneres optagethed af det kosmiske.
I det moderne abstrakte maleri, som det kommer til udtryk hos Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt, spores en fascination af en særlig kosmisk kamp, der meget sandsynligt er påvirket af samtidens store interesse for astronomi, men som samtidig synes at afspejle tidsånden imellem de to verdenskrige. Interessen for det kosmiske rummer kunstnernes visioner om, at det abstrakte maleri kunne være med til at skabe rammerne for et nyt og frit samfund.
Mens verdenssamfundene rasede og konflikter optrappedes, var solen, månen og stjernerne elementer, der er genkendelige på tværs af kulturer og samfundsskel. Kontrasten er helt fremme i Carl-Henning Pedersens dramatiske værk Anråbende fra 1946, hvorpå en skikkelse rækker sine nøgne arme mod det mørke og golde himmelrum. Senere viger det dystre og den eksistentialistiske angst til side i Carl-Henning Pedersens billedkunst, og frem toner et mere legende univers i en lysere palet.
(Fra Else Alfelts maleriserie Universets blomst, 1966)
Else Alfelts koloristiske talent udfoldes i et abstrakt formsprog, der foruden månen også har bjerget, solen og klodernes vandring over himlen som gentagne motiver. I talrige interviews og egne tekster beder hun sig fritaget for, at man tolker hendes billeder som gengivelser af den ydre verden. Det er ikke den topografiske gengivelse af landskabet, der optager hende, men derimod at komme bagom tingenes umiddelbare fremtræden. Med andre ord er kunsten for Else Alfelt et vindue, igennem hvilket man aner universets hemmeligheder.