19. maj - 12. august 2012
”Man prøver til stadighed at hente lidt frem i lyset fra den uendelige menneskehedens understrøm, der render gennem os alle. Til trods for al splittelse og ensomhed binder den dog os alle til vores fælles menneskeskæbne … Kun i ét sekund er vi her, det er ikke væsentligt, kun ét er af betydning, at livskræfterne, som strømmer gennem os, bliver fornyede og bragt videre for at ilden evigt kan brænde og lyse og forbinde os til ét stort menneskeligt væsen.”
(Sonja Ferlov Mancoba)
Sonja Ferlov Mancoba er en af dansk modernismes få kvindelige repræsentanter, og tillige én af de få, der som skulptør prøvede kræfter med en international karriere. Tidligt rejste hun til Paris, hvor hun bl.a. knyttede venskab til billedkunstneren Giacometti, men var også med i de toneangivende danske grupperinger i 1930’erne og 40’erne, der fungerede som Cobras vækstlag.
Hun fremstår ofte som en outsider i denne kreds, der domineredes af mandlige, spontant-abstrakte malere, og i sammenligning med Cobra-tidens kraftfulde, ekspressive malerier forekommer Sonja Ferlov Mancobas skulpturer da også umiddelbart harmoniske og afklarede. Hun insisterede selv på, at hendes arbejdsproces var spontan - båret frem af en impuls som tvang hende til at gå i dialog med materialet - og delte også interessen for den primitive kunst med de øvrige Cobra-kunstnere.
"For mig, er det at arbejde med masken et forsøg på at bevare et humant ansigt i et inhumant samfund", skriver Sonja Ferlov Mancoba i et brev i 1978. Udtalelsen peger direkte på tidens politiske og samfundsmæssige problemer, men også på den diskriminering, hun oplevede i ægteskabet med den sorte sydafrikaner Ernest Mancoba. Kunstmiljøets fascination af afrikansk kunst følte hun ikke blev udstrakt til også at omfatte de mennesker, der kom fra det beundrede kontinent, og de talrige paroler, der hyldede den kunstneriske frihed, åbenheden og tolerancen, klingede efterhånden lidt hult i hendes ører.
For Sonja Ferlov Mancoba var kunsten det sted, hvor det personlige mødte det generelle, og kunstneren en slags shaman, der lod tidens ånd og personlige erfaringer manifestere sig i kunstens konkrete former. I dag, 70 år efter Sonja Ferlov Mancobas debut, står ikke blot hendes værker tilbage som konkrete vidnesbyrd om en markant kunstner. Også hendes humanisme er aktuel som aldrig før.
I anledning af 100-året for Sonja Ferlov Mancobas fødsel i 2011 viser udstillingen Sonja Ferlov Mancoba - Confiance de mange facetter af hendes kunstneriske arbejde som skulptør og dets fortsatte betydning i en international kontekst. Udstillingen omfatter 30 skulpturer og har tidligere været vist i Maison du Danemark, Paris.
