Særudstilling: Karel Appel

20-05-2004

Udstillingskatalog ”Karel Appel”

Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum præsenterer sommeren over en udstilling med den hollandsk fødte kunstner Karel Appel. Udstillingen er den første større separatudstilling med Appel i Danmark i 40 år, og spænder tidsmæssigt over 5 årtiers produktion.

Udstillingen er sammensat af Cobra-eksperten Per Hovdenakk og omfatter maleri, grafik, skulptur og assemblage og viser tilsammen Karel Appel som en eksperimenterende kunstner i stadig udvikling. Museet er garanteret udlån fra danske og udenlandske museer samt private samlere. Museet har længe ønsket at præsentere Appel i Herning, fordi han, i lighed med Carl-Henning Pedersen, har sine rødder i det spontane abstrakte maleri. De er begge at finde blandt Cobra-bevægelsens stiftere og pionere, og har i dag en lang, alsidig og omfattende produktion bag sig. En helt konkret forbindelse eksisterer yderligere mellem de to, da Carl-Henning Pedersen i dag bor i Château de Molesmes, som han erhvervede af Karel Appel i 1970'erne.