NATURENS EVIGHED
Else Alfelt (1910-1974)
På det sort/hvide fotografi ser vi en kvinde stående midt i et goldt og barskt landskab. Smilende og forventningsfuld retter hun blikket mod himlen, alt imens hun strækker armene ud, som for at omfavne det store verdensalt og tage verden ind.
Kvinden på billedet er kunstneren Else Alfelt afbilledet i den rå natur ved hende og Carl-Henning Pedersens atelier på den jyske vestkyst. Hun er fotograferet midt i den storslåede natur, som blev selve omdrejningspunktet for hendes kunst. Som hun står der - på klitten med himlen over sig og bag sig en horisont, som strækker sig, så langt øjet rækker – ser vi det enkelte menneske som en lille og næsten undseelig brik i det store univers. Den tanke optog Alfelt og er påtrængende nærværende i hendes kunst, der netop aldrig har mennesket i centrum, men derimod udtrykker stemninger af naturen, himmellegemerne og universet. Else Alfelt oplevede som barn og ung kunstner første og anden verdenskrig. Og i en tid med uro og opbrud blev naturen og universet synonymt med noget fast i en verden, der hele tiden forandrer sig.
Else Alfelt, Bovbjerg, 1961. Foto: Børge Venge
BJERGET SOM ARKETYPE
Else Alfelt benyttede automattegningen som grundstruktur i sine tidlige værker, der ofte danner opadstræbende tinder i fladen, hvilket giver klare mindelser om bjerge. Det er imidlertid først i starten af 1940’erne, at Alfelt selv begynder at anvende betegnelsen ’bjerge’ om de abstrakte opadstræbende spidser. Bjergene voksede altså ind i hendes kunst som en form for arketype, allerede før hun selv benævnte dem som sådan, og også inden hun så bjerge i virkeligheden. I arkivet efter Else Alfelt kan vi finde enkelte bøger om det, der i særlig grad optog hende. Heriblandt en slidt og gennembladret encyklopædi med bjergrige illustrationer, ”Images de l’Himmalaya”, fra 1941, der indeholder sort/hvide plancher af Himalaya-bjergene. De slidte sider vidner om, at Alfelt flittigt har studeret bjergene, som igennem årtier udgjorde hendes mest markante fascination og motivvalg. Først i 1943 lykkedes det hende selv at nærme sig bjergene under en rejse til Sverige, hvilket ikke gjorde fascinationen mindre.
Else Alfelt: Spidser der rækker mod himlen, 1945
DANNELSESREJSE MOD NORD
Allerede i 1943 besøgte Else Alfelt Sverige for første gang og blev betaget af den storslåede natur, hun her oplevede. Da grænserne genåbnede i 1945, fik hun igen mulighed for at rejse. Sin udlængsel delte hun med mange andre af de abstrakte kunstnere, men hvor langt de fleste af hendes kolleger drog mod kunstmetropolen Paris, søgte Alfelt mod nord. Således rejste hun i perioden 1945-48 i sammenlagt flere måneder rundt i Svensk og Norsk Lapland, mens sommeren 1948 førte hende til Island.
Else Alfelts fascination af det oprindelige samiske folk og den ubetrådte natur er et udtryk for det ønske, hun delte med den abstrakte gruppe om at finde ind til det oprindelige og uspolerede. Hun beskrev det som et ”behov for en mere menneskelig – ud over hele verden – tankegang”. Det er dog sigende for Else Alfelt, at vi ikke finder gengivelser af den kultur, hun opsøgte og inspireredes af på sine rejser. I stedet gengiver Alfelt med koloristiske forskydninger bjergene, månen, solen og floderne som arketypiske fællesnævnere, der rækker ud over den enkelte kultur og det enkelte menneske. Hun peger på det faktum, at uanset, hvor på jorden vi befinder os, eller hvilken tidsalder vi er født ind i, er det den samme jord, vi betræder, det samme himmelrum, vi kigger ind i, og den samme måne, vi ser, når vi løfter blikket. Hun formidler et transcendentalt rum, hvor tider ophører eller smelter sammen. ”Gaar jeg i bjergene, har jeg en fantastisk fornemmelse af forbindelse med alle tider. Der er intet tidsbestemt, jeg tror, at saadan har det været allerførst, og saadan vil det være allersidst,” lyder det fra Alfelt i et interview i 1950.
Else Alfelt: Regnbuebroen, Marsliden 1946
UNIVERSETS EVIGE BEVÆGELSE
I 1960’erne skabte Else Alfelt billedserier, hvor spiralformen bliver dominerende. Spiralen er, som cirklen eller månen, et ekstrakt af ideen om det uendelige og de sammenhængende kræfter, verden består af: Et symbol for kosmos, eller ”Universets Blomst”, som Alfelt kaldte de mere end halvtreds værker, som alle er malet med cirklen og spiralen som grundidé. Som i andre af Else Alfelts billedserier udforsker hun her det samme motiv igen og igen, men nu mere systematisk i serier, hvor farveholdningen varierer og leverer nye udtryk til det repeterede motiv. Værkerne i serien udgøres hver og én af kvadratiske plader, mens billedfladerne er bygget op af et fintmasket net af cirkulære blyantsstreger, der skaber centrifugale spiralbevægelser.
Betragterens blik ledes ind i billedet for derefter med stor kraft at blive kastet tilbage igen i en vedvarende vekselvirkning. Billederne fortæller om et univers, der er i konstant bevægelse. Det er en tanke, der var højaktuel i samtiden, hvor nye opdagelser i 1964 understregede Big Bang-teorien som en plausibel forklaring på universets opståen. Teorien beskriver, hvordan universet er skabt ved en ufattelig kraft, og hvordan det fortsat bevæger og udvider sig. Det er højst sandsynligt denne bevægelse, vi besøger i Else Alfelts senværker ”Universets Blomst”. Værkerne har dog samtidig lige så store referencer til både kinesisk taoisme og den zenbuddhisme, Alfelt for første gang mødte ansigt til ansigt under en rejse til Japan i 1967. Interessen for den aktuelle forskning i universet smelter i værkerne her sammen med interessen for Østens filosofi som forskellige forsøg på at forklare det uforklarlige og dermed skabe orden.
Den gentagne bearbejdning af himmellegemerne, naturen og universet synes i disse sene værker at gå op i en højere enhed, men hvor udtrykket måske er nyt, holder Else Alfelt fast i, at det altid er det samme, hun beskæftiger sig med: Universet og mennesket som en umiskendelig lille brik i det store verdensalt.
Else Alfelt, 1968