Mellem himmel og jord... skitser til Ribe Domkirke og Frihedsmuseet

mellemhimmelogjord_ribe.jpg
19-06-2013

 

 

13. juni - 8. september 2013

 

Carl-Henning Pedersen udførte i sit 93 år lange liv adskillige omfattende udsmykningsopgaver. Flere af dem findes i umiddelbar nærhed af Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum med museets egen keramiske og farvestrålende udformning som midtpunkt. Fælles for hans udsmykninger er, at de alle er med til at præge det offentlige rum og derfor gennem årene har givet anledning til meningsudveksling og til tider blandet modtagelse hos befolkningen.

 

Udstillingen "Mellem himmel og jord" har fokus på to af de største udsmykninger fra Carl-Henning Pedersens hånd: Ribe Domkirke og Frihedsmuseet.

 

For første gang udstilles skitserne til glasmaleriet "Frihedens lys", der blev skabt til Frihedsmuseet. (Carl-Henning Pedersens glasmaleri overlevede branden på Frihedsmuseet, men er nu taget ned).

 

På udstillingen vises også en række skitser til den vel nok mest omdiskuterede udsmykningsopgave i nyere tid, Carl-Henning Pedersens udsmykning af Ribe Domkirke. Skitserne giver en fornemmelse af kunstnerens arbejdsproces og ikke mindst den debat, der har været og til stadighed er omkring udsmykningen i domkirken.