KUNST OG KÆRLIGHED

Webbanner1.jpg
25-05-2019

Udstillingen lukker 13. december 2020

 

'KUNST OG KÆRLIGHED' ER KURATERET AF SIDSEL RAMSON

 

Med Carl-Henning Pedersens akvareller og Sidsel Ramsons fotografier fra deres mange rejser fortælles med denne udstilling historien om deres inspirerende samliv gennem 30 år. Et liv baseret på kærlighed og det kunstneriske samspil mellem hendes fotojournalistik og hans fabulerende billedsprog. 

 

"At rejse er at leve" skrev H.C. Andersen i selvbiografien Mit Livs Eventyr fra 1855. At rejse var også en essentiel inspirationskilde for maleren Carl-Henning Pedersen og fotografen Sidsel Ramson. Deres mange rejser til fremmede himmelstrøg og andre kulturer, hvor de med hver deres udtryksform nedfældede deres indtryk - han i farvemættede malerier og akvareller, hun i fortællende fotografier - resulterede i en spændende dialog mellem de to kunstnere. 

 

Hvor hun med sin kameralinse kom helt tæt på mennesker i situationer fra dagligdag, fest, krig og fattigdom - billeder der også er overraskende aktuelle i dag - gengav han i sine farverige akvareller lyset, varmen og fremmedheden i sin fantasikunst. For Carl-Henning Pedersen var rejser forbundet med at male akvarel - det var hans form for dagbog. 

 

Med parallelle dagbogsskildringer land for land giver udstillingen et indblik i, hvordan maleren og fotografen omsatte deres oplevelser til individuelle kunstneriske udtryk i et kærligt samspil. Væggenes fyldes af akvareller - ikke tidligere udstillet - og velkomponerede, dynamiske fotografier. 

 

             

                                                                                            Carl-Henning Pedersen, Jerusalem                                                                                                                                                          Sidsel Ramson, Haiti