Karel Appel - Barber Barbar

KA_web_banner.jpg
25-09-2025

 

 

 

Karel Appel (1921–2006) var en af det 20. århundredes mest markante malere – en kunstner, der med sin rå energi, sit mod og sin kompromisløse skaberkraft satte et varigtaftryk på den internationale kunstscene.

Som søn af en barber i Amsterdam voksede han op i beskedne kår, men fandt tidligt vej til kunsten. Hans vilde, spontane penselstrøg og dristige farvebrug blev snart kendetegn for en stil, der vakte både forargelse og beundring.

Appel var medstifter af den internationale Cobra-bevægelse, der efter Anden Verdenskrig forenede kunstnere fra Danmark, Holland og Belgien i et fællesskab båret af optimisme og frihedstrang. For Appel blev maleriet en fysisk handling – en performance, hvor kroppen malede lige så meget som penslen, hvilket gav ham tilnavnet Barbar. Hans store lærreder rummer en eksplosiv vitalitet, der stadig konfronterer og omslutter beskueren.

Med Karel Appel - Barber Barbar præsenteres den mest omfattende udstilling af Karel Appels værker nogensinde på dansk grund. Udstillingen giver mulighed for at opleve både bredden og kraften i hans oeuvre. Her inviteres vi ind i et rum, hvor Appels energi og kompromisløshed stadig vibrerer. Det er et møde med en kunstner, der insisterede på at male verden, som han mærkede den – rå, umiddelbar og fuld af liv.

 

 

Karel Appel. "Stort dyr fortærer lille dyr", 1958. Olie på lærred, 162 x 130 cm. Helle og Finn Poulsen samling.
Foto: Ralf T. Søndergaard © Karel Appel Foundation / VISDA