Heerup Dane Fæ

Selvportraet_Tarica.jpg
07-09-2015

 

19. september 2015 - 28. februar 2017

 

 

Udstillingens titel rummer en dobbelt betydning: eneren Henry Heerup var nemlig både "Dane Fæ" i betydningen hvermandseje, takket være hans let aflæselige billedsprogs folkelige appel. Men han var også "det danske fæ" - den fløjtespillende havenisse i dansk kultur, som dyrkede den selvbevidste iscenesættelse.

 

 

Vi kender Heerup bedst som den folkelige kunstner, der med bar mave, blokfløjte og nissehue som rekvisitter nærmest voksede sammen med haven i Rødovre. Haven var fødested for størstedelen af Heerups kunst, men blev med årene også synonym med Heerup selv.

 

I udstillingen undersøges haven som begreb og kulisse for Heerups kunst. Heerups have i hjertet af udstillingen er lagt i hænderne på kunstnerkollektivet Bureau Detours, der hylder den som et "totalkunstværk", hvorfra Heerup malede og huggede sit modsætningsfyldte verdensbillede befolket af alle samfundets lag og med en særlig forkærlighed for samfundets bund.

 


Gennem parolen "Al Kunst Bør Være Folkelig" og med det velkendte persongalleri af blandt andre skraldemanden, nissen og narren, forsøgte Heerup at udviske skellet mellem høj- og lavkultur og herigennem forene kunst og hverdag. Gennem leg og humor hyldes hverdagen - men ikke uden blik for kritik og dobbelttydigheder. Heerup var altid både-og, hvilket er med til at understrege ham som en ener i dansk kultur.

 


Heerup og avantgarden


Henry Heerup var i centrum af dansk kunst i et halvt århundrede og spillede en rolle i udviklingen af den europæiske kunst før, under og efter 2. verdenskrig. Alligevel er hans værker hidtil gået under forskningens radar i kunsthistorien.

 

Det skyldes blandt andet, at Heerup har sejret sig halvt ihjel med iscenesættelsen af sin kunst som noget, der nærmest af sig selv voksede op af jorden i haven i Rødovre. De kunstneriske forudsætninger er blevet underspillet, og værkernes brede, folkelige appel har skygget for forståelsen af ham som den avantgardekunstner, han også var.

 

 


UDSTILLINGEN ER STØTTET AF: A.P. Møller Fonden, Beckett-Fonden, 15. Juni Fonden, Knud Højgaards Fond, Ny Carlsbergfondet, Toyota-Fonden, Oticon Fonden, Midtjysk Skole- og Kulturfond, Lysgaard Fonden, Ege Fonden, egetæpper a/s, Carl-Henning Pedersens Fond, Helle Mau Jensens og Døtres Almennyttige Fond, Kultur- og Fritidsudvalget Herning Kommune, Harry Christensen a/s og Bestseller Retail Europe.