Abstrakte kvinder... Else Alfelt og Marianne Grønnow

EA7575-127-127.jpg
07-03-2015

 

 

7. marts 2015 - 30. august 2015

 

Abstrakte kvinder er en udstilling om to enere på den danske kunstscene, der, på tværs af tid og forskelligheder i udgangspunkt og udtryk arbejdede med abstraktionen på en måde, som ikke havde deres samtids bevågenhed.

 

Den abstrakte grund, naturen og gentagelsen


Naturen som anelse er et referencepunkt i både Alfelts og Grønnows værker. For begge gælder det, at naturen spiller en rolle, men at motiverne er løsrevet fra klassiske landskabs- og naturskildringer. De udspiller sig i grænsen mellem det virkelige og det uvirkelige. Det er abstraktionen, det åndelige og det sanselige, ikke den konkrete natur, der er det bærende princip.

 

Gentagelsen er ligeledes vigtig for både Alfelt og Grønnow. Gentagelsen er det element, der bærer deres værker ind i abstraktionen og ændrer det naturlige til det unaturlige, det virkelige til det uvirkelige. Den kan iagttages i det enkelte værk, i referencerne værkerne imellem, og i koncentrationen af dem i serier.

 

Den både florlette og monumentale installation Nightfall fra 2007 er opbygget over gentagelsen af hundredevis af ornamentale papirsblomster, der i kraft af deres mangfoldighed ophæver idéen om en begyndelse og en slutning. Siden midten af 1990’erne har hun arbejdet med kalkulerede fortolkninger af naturelementer såsom blomster, dugdråber og bjerge.

 

Specielt fra 1950’erne og frem er gentagelsen markant i Alfelts arbejde. Hun arbejder vedholdende med samme temaer, teknikker, former og figurer, som moduleres og varieres igen og igen. Månen, bjerget, krystalformen og spiralen sætter sig igennem i serier som Katedralbillederne fra 1955, Universets blomst fra 1966 og Bjergrytme fra 1970.