Annas verden 1. og 2. september kl. 19.30

Annas_verden_PR_foto.jpg
01-12-2019

 

Endelig forår. Lyset vender tilbage. Det lys som alle i Skagen er afhængige af, og som får kunstnere til at valfarte til fiskerlejet.
Hjemme hos Anna Ancher betyder lyset, at hun og ægtemanden Michael kan male igen, og at huset snart vil summe af liv.

 

Privat og arbejdsmæssigt er hendes og Michaels forhold idyllisk. De er ligeværdige, fascinerede af hinanden og i takt med, at Annas åbenlyse talent for at male har foldet sig ud, er deres forhold kun blevet styrket.
Men det er ikke let at forene den klassiske moder- og hustrurolle med et liv som bohemekunstner. Særligt omverdenen har svært ved at forstå hendes valg og ikke mindst fravalg i bestræbelserne på at lykkes som kvindelig kunstner.
På den måde peger kvinde- og kunstnerportrættet af Anna Ancher på ét af vor tids store køns- og identitetsspørgsmål: Kan man både have børn og karriere, eller må man vælge – og hvad er konsekvenserne?

Beretningen om Anna Ancher er fortællingen om en ny type kvinde, en ny retning i malerkunsten og historien om samlingspunktet for kunstnerkolonien i Skagen – ét af de mest produktive og succesfulde kunstneriske fællesskaber i Danmark.

Team Teatret præsenterer Det flydende teater med forestillingen Annas verden.

 

På og bag scenen:
Medvirkende Julie Riis, Luise Kirsten Skov, Pelle Nordhøj Kann + Nanna-Karina Schleimann
Instruktør Jennifer Vedsted Christiansen
Dramatiker Julie Petrine Glargaard
Scenograf Sir Grand Lear
Komponist Nanna-Karina Schleimann
Kreativ producent Christine Worre Kann
Idé & koncept Det Flydende Teater

 

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum lægger rammer til opførelsen, der foregår midt i udstillingssalen.
Det giver dig mulighed for at se værker af ikke mindst Else Alfelt, som vi præsenterer i forestillingen Kloder i gyldent rum, som har præmiere på Team Teatret blot tre uger senere.

 


ANNAS VERDEN 
1. og 2. september 2020, begge dage kl. 19.30

Forestillingen varer 1 time og 15 minutter
Sted: Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum

Køb billet hos Team Teatret her